Sagens tvistepunkt var, om sagsøgeren havde anvendt underleverandører eller egne ansatte til at levere arbejdsydelser til sine kunder. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at sagsøgeren ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at selskabet havde anvendt underleverandører. Retten lagde til grund, at arbejdet i stedet var udført af sagsøgerens egne ansatte, og at selskabet havde haft lønudbetalinger, som der ikke var indeholdt A-skatter og AM-bidrag af. Retten fandt, at skattemyndighederne med rette havde nægtet sagsøgeren et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser, og sagsøgeren var ansvarlig for betaling af de ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde opgjort. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Skatterådet har på mødet den 25. februar 2025 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 59 gives tilladelse til at indhente oplysninger om et pengeinstituts udbetaling af kompensationer til ikke-identificerede fysiske personer.

Skatterådet har på mødet den 4. februar 2025 behandlet Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet om pålæg af oplysningspligt i henhold til momslovens § 75, stk. 5, om at indhente oplysninger hos udbydere af betalingstjenester til brug for momskontrollen af udenlandske internetvirksomheder. Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og meddelte således tilladelse til, at Skattestyrelsen indhenter oplysninger som angivet.

Spørger havde søgt om erstatning for permanent nedlukning af minkvirksomhed (nedlukningserstatning). Han havde i 2024 modtaget en delafgørelse (indgået forlig) om erstatningen for de minkspecifikke anlægsaktier (bygninger og driftsmidler), fastsat på grundlag af nedlukningsbekendtgørelsens § 5. Det vil sige, at der var truffet afgørelse om anlægsaktivernes afskrevne restværdi pr. 31. december 2029, tilbagediskonteret til 2021. Afgørelsen om den øvrige del af nedlukningserstatningen ville først blive truffet i et efterfølgende indkomstår.

Efter Skatterådets opfattelse ville Spørger opnå erstatning for minkvirksomhedens anlægsaktiver via 1) erstatningsbeløb for tabt fremtidig indtjening og 2) anlægsaktivernes restværdi ultimo 2029, tilbagediskonteret.

Skatterådet bekræftede, at Spørgers beskatningstidspunkt for erstatningsbeløbene for anlægsaktiverne var det tidspunkt, hvor erstatnings- og taksationskommissionen - som 1. instans - ville træffe afgørelse om den samlede erstatning. Der skulle derfor ikke ske beskatning på tidspunkt for delafgørelsen, hvor der alene var fastsat et delelement i den samlede erstatning for minkvirksomhedens bygninger og driftsmidler. Det kunne i den konkrete sammenhæng ikke føre til et andet resultat, at Spørger havde et retskrav på dette delelement/erstatningsbeløb.

Skatterådet lagde bl.a. vægt på, at den resterende del af erstatningen måtte forventes at udgøre en væsentlig del af den samlede erstatning, og at der derfor var en reel usikkerhed om erstatningens størrelse indtil hovedafgørelsen var truffet. Der blev tillige lagt vægt på, at lovgivningen på erstatningsområdet for mink indebar, at det ikke var muligt at foretage en meningsfuld opgørelse af avancer og tab efter afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven, før den samlede erstatning var fastsat.

Faren drev en landbrugsejendom på 110,1 ha med planteavl, med fokus på kartofler.

Faren havde andele i kartoffelmelsfabrik og leveringsrettigheder til kartoffelmel.

Faren ønskede at generationsskifte en del af landbrugsvirksomheden til sin søn. Det var tanken, at generationsskiftet skulle omfatte overdragelse af 53,6600 ha, mens sønnen skulle leje maskiner og leveringsrettigheder til kartofler hos sin far.

Skatterådet bekræftede, at overdragelse af et landbrugsareal af denne størrelse udgør en del af virksomheden, der i sig selv kan udgøre en selvstændig virksomhed, og at der således kan succederes i ejendomsavancen efter kildeskattelovens § 33 C ved overdragelsen.

Der blev herved lagt vægt på, at da der ikke sker overdragelse af hele farens landbrugsvirksomhed eller en ideel andel heraf, er det en betingelse, at det overdragne udgør en del af virksomheden, der i sig selv kan udgøre en selvstændig virksomhed. Det blev lagt til grund, at driften af landbruget var erhvervsmæssigt. Da det omtalte landbrugsareal ikke var af underordnet størrelse, fandt Skatterådet, at der er tale om overdragelse af en del af en virksomhed, der i sig selv kan udgøre en selvstændig virksomhed. At overdragelsen sker i sammenhæng med indgåelse af aftale om leje af maskiner og leveringsrettigheder til kartofler talte også for, at overdragelsen kunne anses for at udgøre en erhvervsvirksomhed.

Sagen angik, om sagsøgeren, som drev en enkeltmandsvirksomhed, havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes forhøjelse af overskud af virksomhed for indkomstårene 2015 og 2016 skulle tilsidesættes. 

Skattemyndighederne havde forhøjet sagsøgerens overskud af virksomhed dels på baggrund af en skønnet yderligere omsætning, dels på baggrund af nægtelse af fradrag for hævdede udgifter til leje af kokke.

Retten fandt, at skattemyndighederne havde været berettiget til at skønne over sagsøgerens overskud af virksomhed i de omhandlede indkomstår. Da sagsøgeren ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag, var der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. 

Retten fandt herudover, at sagsøgeren ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at de hævdede udgifter til leje af kokke udgjorde driftsomkostninger for virksomheden. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til at lægge en korrigeret saldo for sin indskudskonto i virksomhedsskatteordningen til grund, således at sagsøgeren kunne opspare overskud i ordningen i indkomstårene 2019 og 2020.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indskudskontoen blev opgjort forkert ved opstart af virksomhedsordningen i 2011. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren under sagens behandling for skattemyndighederne og domstolene havde angivet forskellige opgørelser heraf, samt at sagsøgeren ved fem skatteregnskaber havde oplyst indskudskontoen til at følge den oprindeligt opgjorte indskudskonto. Endvidere lagde retten vægt på, at sagsøgeren i 2016 uberettiget havde korrigeret sin indskudskonto uden at foretage en anmeldelse til skattemyndighederne. 

Retten fandt endvidere, at en overgangsregel om opsparing uanset en negativ indskudskonto ikke fandt anvendelse, idet indskudskontoens saldo ikke var omfattet af bagatelgrænsen i medfør af overgangsreglen. 

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

Ankesagen angik, om appellanten havde løftet bevisbyrden for, at Landsskatterettens skønsmæssige forhøjelse af hans indkomst for indkomståret 2011 i henhold til statsskattelovens § 4 hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig. Spørgsmålet var i den forbindelse særligt, om appellanten havde bevist, at det var åbenbart urimeligt, at udgiften til opførelsen af hans hus i 2011 var skønnet til samlet 2.200.000 kr., og at han havde brugt 100.000 kr. på genkøb af stjålne materialer. Der var i sagen enighed om, at skattemyndighederne var berettigede til at foretage en skønsmæssig ansættelse.

Der var i sagen for byretten foretaget syn og skøn vedrørende de samlede udgifter til opførelse af ejendommen. Skønsmandens vurdering af den samlede værdi af opførelsen af ejendommen var knapt 1 mio. kr. højere end skattemyndighedernes vurdering. Byretten fandt, at Landsskatterettens skøn over værdien måtte anses for retvisende og rimeligt, og at ikke enhver afvigelse fra skattemyndighedernes skøn vedrørende enkelte elementer indeholdt i skønnet medfører, at sagen bør hjemvises. Byretten frifandt derfor Skatteministeriet (SKM2023.349.BR).

Landsretten stadfæstede dommen af de af byretten anførte grunde og tiltrådte, at appellanten ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Landsretten bemærkede herved, at der ikke foreligger oplysninger om, at der forud for indkomståret 2011 skulle være betalt et større beløb kontant, end hvad Landsskatteretten havde lagt til grund, eller at det skulle have en betydning, at skønserklæringen var baseret på 2011- og ikke 2010-priser.

I den ene af to sambehandlede sager fandt retten, at en udgift i selskabets årsrapport til personaleudgifter med 339.026 kr., var lønindtægt for skatteyder, som var direktør i selskabet. Der var ikke ansatte i selskabet, og retten lagde vægt på, at årsrapporten blev godkendt på selskabets generalforsamling, samt at der i den interne specifikation for regnskabet fremgik, at personaleudgifterne udgjorde vederlag til direktionen. 

I den anden af de to sambehandlede sager fandt retten desuden, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at hendes skattepligt til Danmark ophørte den 18. marts 2012. Retten lagde blandt andet vægt på, at skatteyderen ifølge købsaftaler dateret den 15. marts 2012 solgte to ejendomme i Danmark til et selskab, som skatteyderen stiftede den (red.fjernet.dato5), og var direktør i indtil den 11. marts 2012, og som siden stiftelsen var 100 % ejet af et selskab, hvori skatteyderens ægtefælle var kapitalejer. Desuden at overdragelsen af ejendommene først blev tinglyst i 2021 og 2022, at det af skatteyderens kontoudtog for perioden 2012 og 2013 fremgik, at hun havde haft udgifter til dyrlæge, dagligvarebutikker og byggemarkeder i området omkring de omhandlende ejendomme, ligesom hun ikke havde redegjort for, hvortil hun efter den 18. marts 2012 skulle være skattepligtig. 

Endelig fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at en række indsætninger på hendes konti stammede fra allerede beskattede eller skattefri midler. 

For motorcykler er det et krav, at nummerpladen monteres bag på køretøjet. Landsskatteretten har i afgørelsen SKM2024.405.LSR underkendt Motorstyrelsens praksis for, hvornår en sidemonteret nummerplade på en motorcykel skal betragtes som værende monteret bag på motorcyklen.

Det har hidtil været Motorstyrelsens praksis, at en nummerplade på en motorcykel kun kunne anses for at være monteret bagpå, hvis nummerpladen flugtede med den bagerste del af motorcyklen, altså yderkanten af motorcyklens baghjul. I nogle tilfælde har det dog været muligt at søge om dispensation fra det krav.

Landsskatteretten har nu afgjort, at en nummerplade monteret på siden af motorcyklen skal anses for monteret bagpå, hvis kravene til nummerpladens placering, synlighed mv. i forordning nr. 44/2014 er opfyldt. Fremover er det ikke et krav, at nummerpladen skal være placeret bagerst på motorcyklen for, at nummerpladen kan anses som monteret bagpå.

Nummerpladen vil således altid skulle anses for at være monteret bagpå, hvis nummerpladen opfylder kravene til placering, synlighed mv., som fremgår af forordning nr. 44/2014.

Betingelserne for anvendelse af forskerskatteordningen var ikke opfyldt, fordi den pågældende person ifølge de gældende årsopgørelser inden for de seneste 10 år forud for tjenesteforholdets påbegyndelse havde været begrænset skattepligtig af lønindkomst til Danmark, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. 

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kunne ske nedsættelse af afgiften efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 2. pkt., ved tinglysning af mere end ét nyt pantebrev, når der var sket matrikulær ændring mellem tinglysning af et tidligere ejerpantebrev og tinglysning af nye pantebreve, uden at værnsreglen i tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, 3. pkt., fandt anvendelse.

Skatterådet fandt, at der var sket en matrikulær ændring i den pantsatte ejendom, da denne blev opdelt i tre ejendomme, som var nye, faste ejendomme.

Da et nyt pantebrev alene var tinglyst på en af de tre ejendomme, var det ikke muligt at opfylde værnsreglens betingelse om pant i samme ejendom ved tinglysning af flere pantebreve.

Værnsreglen fandt anvendelse uanset at betingelserne for afgiftsnedsættelse i tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 2 var opfyldte.

Spørgers fulde skattepligt til Danmark ophørte i 2016, og spørger havde siden 2016 alene været bosiddende og fuldt skattepligtig i Frankrig. Spørger havde ingen indtægter fra Frankrig, kun pensioner og renteindtægter fra Danmark.

Der var tale om udbetalinger af en tjenestemandspension, folkepension og ATP Livslang pension, hvor de to sidstnævnte pensioner blev beskattet i Frankrig.

Skatterådet kunne bekræfte, at Danmark ikke kunne beskatte spørgers renteindtægter fra Danmark.

Skatterådet kunne i henhold til den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig artikel 19, stk. 2, litra a bekræfte, at spørgers tjenestemandspension kunne beskattes i Danmark.

Skatterådet kunne også bekræfte, at spørgers folkepension og ATP Livslang pension kunne beskattes i Danmark efter artikel 17, stk. 2, litra c i den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig, og at spørger efter artikel 22, stk. 3 kunne få den betalte franske skat modregnet i den danske skat, såfremt denne var mindre end den danske skat.

Klageren var kommanditist i et kommanditselskab, der erhvervede en fast ejendom i 2004. Skattestyrelsen traf den 14. juni 2019 afgørelse om at forhøje klagerens indkomst for indkomståret 2017 med i alt 781.000 kr. vedrørende genvundne afskrivninger, ikke godkendt tab efter afskrivningsloven og fortjeneste efter ejendomsavancebeskatningsloven. Forhøjelsen var begrundet i, at en del af kommanditselskabets anskaffelsessum for ejendommen var et udbyderhonorar, der ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget. Den 25. januar 2023 traf skatteankenævnet afgørelse om, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig, fordi afgørelsen ikke kunne træffes efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, hvorefter en ansættelse, der beroede på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der lå uden for fristerne i § 26, kunne foretages eller ændres efter stk. 1, medmindre ansættelsen beroede på et skøn. Skatteankenævnet anførte, at Skattestyrelsens afgørelse beroede på et skøn. Ved afgørelse af 20. juni 2023 traf Skatterådet i medfør af skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, afgørelse om, at skatteankenævnets afgørelse af 25. januar 2023 var åbenbart ulovlig.

Landsskatteretten tiltrådte afgørelsen om, at udbyderhonoraret ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget. Med henvisning til bl.a. SKM2013.494.VLR fandt Landsskatteretten, at afgørelsen om, at udbyderhonoraret ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget beroede på en retlig vurdering og ikke et skøn, hvorfor betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, for Skattestyrelsens ændring af afskrivningsgrundlaget havde været til stede. Landsskatteretten fandt videre, at skatteankenævnets afgørelse var åbenbart ulovlig og stadfæstede derfor Skatterådets afgørelse.

Spørger boede i USA, hvor hun arbejdede på et universitet. Hun havde fået en opholds- og arbejdstilladelse på 5 år. I USA havde hun en lejlighed sammen med sin amerikanske kæreste. Hun havde beholdt sin andelslejlighed i Danmark, som var lejet ud.

Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 1 bekræfte, at Spørger fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark. Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 2 bekræfte, at Spørger ikke havde skattemæssigt hjemsted i Danmark, men i USA.

Skatterådet kunne i svaret på spørgsmål 3 bekræfte, at Spørgers indkomst fra Danmark (bibliotekspenge, legater, personligt tilskud fra Uddannelsesministeriet og forlagskompensation) hørte under dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 21.
Skatterådet fandt, at spørgsmål 4 om nedslag i dansk skat for skat pålagt i delstat Y bortfaldt, da Spørger ikke skulle betale skat i Danmark, kun i USA.
Bindingsperioden på det bindende svar blev begrænset til den 1. juli 2026, hvor opholds- og arbejdstilladelsen udløb.

Klageren købte i 1995 en ejendom og boede sammen med B i ejendommen fra den 5. juli 1996 til parternes samliv ophørte ultimo 2013. Ved to betingede købsaftaler i 2013 og 2015 solgte klageren ejendommen til sin tidligere samlever, B. Aftalerne blev ikke gennemført, idet B ikke blev godkendt af kreditforeningen, hvilket begge købsaftaler var betinget af. Dette indebar, at de to betingede ejendomsoverdragelser ikke havde skattemæssige konsekvenser, hvorfor reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven ikke fandt anvendelse, således som klageren ellers gjorde gældende.

Ifølge begge betingede købsaftaler skulle B til klageren betale ejendommens udgifter, herunder til kreditforeningen m.v., indtil handlerne faldt endeligt på plads. Det fremgik af købsaftalerne, at B’s betalinger ikke skulle tilbagebetales til klageren, hvis handlerne bortfaldt, idet betalingerne i så fald udgjorde kompensation for, at B havde haft rådighed over ejendommen. Henset hertil og efter en samlet, konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at B var forpligtet til at betale klageren husleje, der ifølge fremlagte budgetter og en mundtlige aftale udgjorde i alt henholdsvis 178.552,82 kr., 146.178,39 kr. og 152.713,56 kr. i 2014, 2015 og 2016, som var skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, litra b. Det fremgik af fremlagte kontoudtog, at klageren i de tre år havde afholdt ejendomsskatter med henholdsvis 64.233,82 kr., 67.697,85 kr. og 67.776,54 kr., som Landsskatteretten fandt var fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anførte, at klageren ikke herudover havde godtgjort at have afholdt fradragsberettigede driftsudgifter til erhvervelsen af de skattepligtige lejeindtægter. Landsskatteretten bemærkede i den forbindelse, at klagerens betalinger til kreditforeningen bestod af afdrag på gæld, der ikke var fradragsberettigede, og rentebetalinger, som klageren allerede havde fratrukket i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Af den første betingede købsaftale fremgik, at klageren skulle modtage et beløb på 344.000 kr. fra B, idet B overtog væsentligt indbo, og at klageren i konsekvens heraf skulle etablere et nyt hjem. I overensstemmelse med indholdet af den betingede købsaftale lagde Landsskatteretten til grund, at beløbet udgjorde klagerens vederlag for salg af privat indbo til B, og at vederlaget derfor var skattefrit i medfør af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Landsskatteretten bemærkede, at uanset, at B først skulle betale hele beløbet efter indkomståret 2013, erhvervede klageren ret til beløbet ved aftalens indgåelse i 2013, således at beskatning heraf under ingen omstændigheder kunne ske i efterfølgende indkomstår, hvilket Skattestyrelsens afgørelse var udtryk for.

Af den anden betingede købsaftale fremgik, at klageren erhvervede ret til henholdsvis 60.000 kr. og 360.000 kr., i alt 420.000 kr., uanset om ejendomsoverdragelsen blev gennemført. Beløbet udgjorde derfor ikke betaling for ejendommen. Henset til det oplyste om klagerens og Bs økonomi fandt Landsskatteretten, at beløbet heller ikke i medfør af retspraksis herom kunne anses som et skattefrit kompensationsbeløb til klageren i anledning af samlivsophævelsen. Klageren var herefter skattepligtig af beløbet i henhold til statsskattelovens § 4 ved aftalens indgåelse i 2015.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et selskabs brug af udenlandsk arbejdskraft fra et polsk selskab skulle anses for arbejdsudleje, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, om selskabet dermed skulle have indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af de vederlag, som det polske selskab modtog for udført arbejde, og om selskabet hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at det arbejde, der af det polske selskabs medarbejdere blev udført for selskabet, udgjorde et naturligt led i selskabets drift, og at arbejdet ikke var tilstrækkeligt udskilt fra selskabet. Landsskatteretten tiltrådte derfor Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter der forelå arbejdsudleje omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3. Da der således forelå arbejdsudleje, var de polske medarbejderes arbejde i selskabets lokaler ikke udtryk for, at det polske selskab herved udøvede et erhverv med fast driftssted i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, 1. pkt., med den virkning, at selskabet ikke havde pligt til at indeholde kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Tilsvarende udøvede det polske selskab ikke et erhverv med fast driftssted i Danmark på grund af, at aftaler om arbejdet blev tilrettelagt og indgået af danske medarbejdere fra det polske selskabs danske koncernselskab og af det polske selskabs direktør, der var bosat i Danmark.

Selskabet var bekendt med grundlaget for, at der var tale om arbejdsudleje, og havde ikke haft føje til at tro, at der ikke skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. bl.a. SKM2022.228.HR. Landsskatteretten tiltrådte derfor også Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter selskabet hæftede for de indeholdelsespligtige beløb, jf. kildeskattelovens 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse.

Det blev ønsket bekræftet, at fire engelske trusts var skattemæssigt transparente for Spørger ud fra et dansk skattemæssigt synspunkt, med den konsekvens, at Spørger skattemæssigt blev anset for ejer af aktiverne i de fire trusts. Det var Spørger, som stiftede alle fire trusts, samt hans hustru og børn, herunder hans mindreårige hjemmeboende børn, som var de eneste begunstigede i alle de fire trusts. Alle fire trusts skulle derfor anses for transparente i forhold til Spørger. Da alle fire trusts ifølge de oplyste oplysninger ikke blev beskattet som selvstændige skattesubjekter i udlandet, kunne de ikke blive omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 4, om ledelsens sæde, hvorfor de ikke kunne blive omfattet af fondsbeskatningsloven, men forblev transparente i forhold til Spørger.